top of page
Søg
  • Natasja

Velkommen til Bruun Bevaring & Restaurering ApS

Vi vil her forsøge at give jer et lille indblik i vores hverdag. Det vil være små billeder af de projekter vi går og arbejder med, samt de tanker der præger vores hverdag i en lille virksomhed. Så følg endelig med..




Vi startede Bruun Bevaring & Restaurering ApS i 2016 og til december har vi officielt været i gang i 5 år. Tiden er fløjet afsted og vi er blevet klogere hver eneste dag.


Til at starte med var det kun Nicolaj og hans bil, der sørgede for de kunder, vi havde. Der kom dog flere og flere opgaver til og vi måtte sande, at det var bedst at være to til de fleste tømreropgaver.

Så 5 måneder senere fik vi vores første lærling og derefter gik det stærkt. I slutningen af 2017 havde vi ansat 6 mere og opgaverne strømmede ind. Året efter ansatte vi 3 mere plus en lærling.


Det siges at de første 5 år er de mest skelsættende. Det er her, at du finder ud af, om det virkelig er noget for dig. Det at være selvstændig er ikke nogen dans på roser - det er en livsstil. Det lyder måske lidt kliché-agtigt, men det er skam helt rigtigt. Når du er selvstændig kan du ikke bare hænge uniformen op på knagen og sige at det var nok for i dag - du er på hele tiden. Du er på når kunderne eller samarbejdspartnerne ringer midt i aftensmaden eller når du er oppe at handle lørdag formiddag og møder kunderne der. Man skal være social og åben for at kunne have denne livsstil og det er ikke noget for alle. Men vi glæder os til at lave en 5 års evaluering til december, mon ikke vi ender med at tage 5 år mere.


I øjeblikket er vi 12 ansatte i virksomheden. Næsten halvdelen har været med fra de første par år og det er vi virkelig glade for. De har været med til at skabe kernen og det vi står for i virksomheden. De fleste af dem har kendt hinanden i mange år. Nogle har arbejdet sammen andre steder før de kom til os og sådan er det typisk indenfor byggebranchen. Du møder mange ude på byggepladserne. Nogle gange holder man frokostpause sammen, hjælper hinanden på kryds og tværs og så møder man hinanden igen senere på andre projekter. Hos os betyder medarbejdernes fællesskab rigtig meget. De ved hvad hinanden kan og hvad kollegaerne er rigtig gode til. Vores medarbejdere er fag-stolte håndværkere og de går virkelig op i det de laver. Og når stolthed bliver en fællesnævner i virksomheden, giver det også et tæt sammenhold.


Da vi startede virksomheden var det med henblik på at varetage alle former for tømrer- og snedker opgaver med speciale i restaurering og bevaring af gamle huse og bygninger. Vores passion ligger indenfor det gamle håndværk, men restaurering og bevaring er et svært område at få foden indenfor. Derfor håndterede vi også rigtig meget almindeligt tømrerarbejde i vores første år. Vi varetager stadig meget almindeligt tømrerarbejde, primært fordi vi har mange faste kunder vi ikke ønsker at sige nej til. Men når det så er sagt, så vokser bunken af specialfremstillinger og restaureringsprojekter hele tiden og vi håber at kunne give jer et lille indblik i denne niche. Der er så meget der bliver fabriksfremstillet nu om dage, men vi føler bare så meget mere for det personligt fremstillede produkt. Det håber vi også at du gør.










21 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page